En sci-fi-gyser om vores frygt for invasive fortællinger
Sammen med tre kinesiske skuespillere kaster fix+foxy sig ud i at afdække tidens imperier og deres tropper.
Verden er bygget på imperier. Imperier opstår, vokser, bryder sammen og bliver overtaget af andre imperier. Imperierne er mange og deres tropper er overalt. Men du kan ikke altid se dem. De kryber ind, helt tæt på, uden at du bemærker det. Måske er de her allerede…
I en lejlighed, som er så IKEA, at den lige så godt kunne ligge i Stockholm som i Shanghai, sidder tre kinesiske skuespillere. De får ofte fortalt, at de er en del af et imperium, som er i gang med at overtage hele kloden. Men hvem er egentlig den invasive art? Er vi allerede styret af indtrængende økonomiske imperier, som gennem burgere, kaffe, møbler eller teknologi langsomt har overtaget vores liv og tanker? Imperier, som for længst har fundet ud af, at alt handler om at dominere. For kun den stærkeste overlever.
IMPERIETS TROPPER er inspireret af den amerikanske sci-fi-film Invasion of the Body Snatchers. Oprindeligt var det en amerikansk propagandafilm, der med Hollywoods populære og effektfulde gysergreb skulle advare mod kommunismens nedbrydning af vestligeværdier.
Trilogi om imperier
IMPERIETS TROPPER er anden del i fix+foxys trilogi om imperier. Første del, den dramatiske western DARK NOON, havde premiere i 2019. Forestillingen blev spillet af syv sydafrikanske skuespillere, der ud fra deres perspektiv fortalte europæernes migrationshistorie, hvor tusindvis af sultne og fattige folk flygtede til Amerika for at kolonisere ”The Promised Land”. DARK NOON modtog en Reumert i 2019, mens Johan Johan Kølkjær blev nomineret til en Reumert for sin banebrydende scenografi. Johan Kølkjær står også for scenografien til IMPERIETS TROPPER. Denne gang i et sci-fi-miljø.
IMPERIETS TROPPER er produceret i samarbejde med Blaagaard Teater og er støttet af Bikubenfonden, Statens Kunstfond, Nordisk Kulturfond, S.C. Van Fonden, Wilhelm Hansen Fonden, Knud Højgaards Fond og Beckettfonden.
Forestillingen spillede den 1.-21. juni 2023 på Blaagaard Teater i København.