FREDERIKSBERGSCENEN, NØRREBRO TEATER, MARTS – APRIL 2012
Mørke er en poetisk, visuel og fysisk forestilling af Flyvende Grise – ensemblet der stod bag den Reumert Pris-vindende forestilling Historien om Alt.
Du slukker lyset, du lukker øjnene, og du lader dig overtage af drømmene…
Vi har alle en forestilling om vores drømmejob, drømmerejse eller den perfekte drømmetilværelse. Men det er ikke alle drømme, vi vil ønske bliver til virkelighed.
Mørke sender dig på en rejse ind i de mørkere lag af fantasiens og drømmenes alternative virkeligheder. Her er intet, hvad det først ser ud til at være. Og hvad gør du, når du ikke kan stole på det, du tror, du oplever?
Bag denne visuelle og stærkt fysiske forestilling står det eneste ensemble i Danmark, der – ud over den nærmest vægtløse skuespiller Thomas Corneliussen – har for vane også at have robotter på rollelisten.
Mørke splitter den virkelighed, du sidder og ser på, i flere lag af animationer, live videomanipulation og nykomponeret musik. Her er intet, hvad det først ser ud til at være.
Pressen skrev:
“en utrolig forestilling. (…) Skræmmende og morsomt på samme tid. Og som teaterhåndværk betragtet aldeles eminent.” Jyllands-Posten
“’Flyvende Grise’ har endnu engang præsteret en af den slags forestillinger, der i hæsblæsende tempo stormer barrikaderne i vores velfærdssamfunds sandslotte. Med Corneliussen som ene mand på scenen, og alle de andre ved pumper, skruenøgler, lydgeneratorer og lys- og videoorgler for at skabe den slags totalteater, der har rødder hos folk som Chaplin og Jacques Tati.” Gregersdh.dk
“Knalddygtige Thomas Corneliussen er ene på scenen i et perfekt orkestreret samspil med en sublim urovækkende lydkulisse, med lyset, der kommer og går, med projektioner, TV-skærm, køleskab og de animerede uhyrer, som bliver en ikke så lidt uhyggelig del af hans tilværelse.” Berlingske Tidende
”Thomas Corneliussen er en magisk performer. Han kan stå med sine splejsede skuldre i et blafrende jakkesæt og ligne en hvilken som helst bankmand i verden. Men lige så snart han kaster blikket på tilskuerne og løfter så meget som et knæ, så tænder hans udstråling, som om han havde indbygget et lysanlæg i sin krop – og så kan man ikke andet end at stirre på ham, indtil hans forestilling er færdig.” Information
“Hurtige sceneskift. Lyde og bevægelser i fastforward eller slowmotion, der poetisk og opfindsomt viser den tiltagende sindssyge (…) genialt morsom.” Politiken
Skuespiller: Thomas Corneliussen Instruktion: Tue Biering Scenografi: Nicolaj Spangaa Manuskript: Thomas Corneliussen og Tue Biering Komponister: Mark Solborg og Maja Romm Lysdesign: Andreas Buhl
Lyddesign: Janus Jensen Producent: Søren Normann Hansen
Forestillingen er støttet af Statens Kunstråds Scenekunstudvalg og Københavns Teater.